USABLOG

1) Kursus for opførsel i flyvemaskiner.

Dette kursus består af følgende underkurser:

a) Hvordan man boarder på den mest effektive måde (anbefales især til fly- og lufthavnspersonale)

b) Hvordan man opfører sig når man har indfundet sig på sin plads (fokus vil især være på stillesidning – til gavn for den person, der sidder foran og bagved)

c) Hvilket niveau af larm, der er acceptabelt blandt 180 andre passagerer.

d) Hvor meget sukker man kan indtage før de omkringsiddende bliver irriterede og hvordan man undgår sådant et indtag.

e) Hvordan man opfører sig under landingen af flyet (det anbefales at man har gennemført kurset om stillesidning (1.b) før dette kursus bliver påbegyndt, da erfareringerne fra 1.b vil blive benyttet. Kurset vil også fokusere på hvornår det er acceptabelt at klappe når piloten lander samt et teoriafsnit om hvorfor man ikke skal klappe hvilket inkluderer konsekvenserne ved dette)

f) Hvordan man skal finde sin kuffert på bagagekarruselen (dette kursus vil IKKE benytte sig af konditræning – dog vil kurset indbefatte en synstest)

Det anbefales at alle kurserne bliver gennemført i rækkefølge så man får et komplet flypassagerkørekort.

Vi har to dage på havet inden vi er tilbage til New York, og vi har intet andet at lave end at betragte vores medpassagerer. Det har vi nu gjort lystigt lige siden vi stod på i New York.

Nedenstående er udelukkende betragtninger baseret på ikke-videnskabelige observationer foretaget på et krydstogtskib, og er ikke udtryk for fordomme eller noget som helst andet, blot en stille undren.

MAD! Hvorfor skal folk i buffet-restauranten dænge så meget mad op på deres tallerkner for blot at lade halvdelen blive smidt ud igen? Hvorfor tager man 3-4 forskellige desserter, tager en bid af hver og smider resten ud? Det ville man da ikke gøre, hvis de skulle betale for maden! Ja, vi har selvfølgelig betalt for maden, men det er jo ikke ensbetydende med at det skal gå til spilde. Nogen af dem, der gør det, gør måske bedst i bare at smide det ud, det er jo ikke fordi de absolut trænger til at spise.

Hvorfor er der nogen, der får doggy bags til deres mad? De kan jo bare lade være med at bestille dessert, hvis de alligevel ikke kan spise den. Hvis de føler trang til dessert lidt senere kan de hente den eller bestille room-service (det er gratis). Man kan spise 24 timer i døgnet!

Pool-opførsel

Jeg stod op tidligt og var oppe på dækket kl. 6.30 for at løbe (så fik jeg da lige flettet det ind!) og på det tidspunkt stod der folk og ventede på at personalet skulle stille solstole frem, så de kunne vælge nogen bestemte og reservere. Der er altså masser af stole, og lige præcis de personer, der stod og ventede ville måske have meget god gavn af at tage solstole, der var en anelse væk fra poolen. Motion er aldrig en dårlig ting. Fair nok at reservere, spise morgenmad og så bruge dem, ok, men så ikke at bruge stolene, det er altså flabet!

Da vi landede i morges var det med udsigt til et andet krydstogtskib, vi var landet i (på?) Bahamas uden at have opdaget det. Formoder kaptajnen havde styr på det.

Vejret var nogenlunde som i går, store tunge mørke regnskyer. Vi blev ringet op kl. 9 for at få at vide at den jeeptur vi havde bestilt var aflyst på grund af vejrforholdene. ÆV ÆV ÆV.Der var desværre ikke andre ture, der fristede, så vi besluttede at gå en tur på hovedgaden i Nassau. Det er ret hurtigt overstået, så vi fandt en taxa, der kunne gøre os en lille tur rundt på øen, så vi kunne se andet end turistbutikker.

Det var en rigtig interessant tur, hvor han kørte os gennem et middelklassekvarter med pæne store huse, gennem et fattigt område, hvor husene lignede noget, der var løgn.

Der er i øvrigt ingen regler om, hvilke farve, man må male sit hus i på Bahamas. Så det, der så ud som en god farve på farveprøven (5x5cm) henne hos Flügger eller Sadolin ser måske mindre heldigt ud, når hele huset lige pludselig er malet lyserødt eller lilla:-)

Vi besøgte også et fort, vi vil ikke trætte nogen med detaljer om fortet, det var ikke særlig stort med havde en fantastisk udsigt over meget af øen og ikke mindst “vores” skib. Vi så også en fin trappe, hugget ud i klippen, det havde taget 16 år for slaver at færdiggøre den. Vi fik ikke helt fat i, hvor den førte hen…

Efter 1½ times tid var vi tilbage, 80$ fattigere eller rettere 100 fordi vi også gav velfortjente tips, og fik lid t frokost på skibet.

Isa havde ondt i foden så vi efterlod hende med forsikringer om at vi ville komme tilbage igen. Victor, Henrik og jeg tog hen på det lokale Straw Market for at finde en fin hat til Victor. De har mange interessante lokale ting! Vi fandt to hatte og fik pruttet om prisen, 1 for 15, 2 for 16. Hun var ikke den skarpeste kniv i skuffen til hovedregning;-)

Tilbage til båden igen, hvor vi blev modtaget af dansende crew-medlemmer – nøjagtig lige som sidste år. Høj musik, kolde vaskeklude, koldt vand, larmende musik, og altså også dansende personale. Meget festligt.

Sidste ankomst til skibet var kl. 17.30, og kort efter blev der over højttaleren efterlyst 3 personer. De skulle melde sig i receptionen. Det gjorde de ikke, for de var nemlig ikke ombord. Efter et stykke tid hørte vi folk begynde at klappe ovre på vores søsterskib – Norwegian Sky, de så nemlig før os 3 personer komme løbende MEGET hurtigt tilbage. I mellemtiden havde vores søfolk fjernet den ene landgangsbro, alt velkomsthalløjet og ventede egentlig bare på de tre sidste passagerer. De må have været meget flove, alle klappede og hujede af dem, og eftersom de blev efterlyst over højttalerne ved vi alle, hvad de hedder. Vores søsterskib havde også pakket sammen, bortset fra en enkelt landgangsbro, og lige pludselig blev der efterlyst 6 passagerer. I skrivende stund ved vi ikke, hvad der skete, om kaptajnen ventede på dem eller efterlod dem på Bahamas. Da vi sejlede derfra han han slukket for motoren, så vi håber de er kommet med, lidt dumt at strande på Bahamas. Selvom det er frihandelsområde er alting meget dyrt, de importerer meget og der er ingen konkurrence på hverken brændstof, telefoni etc.

Om aftenen var der show med en magiker, jeg er normalt ikke så begejstret, men han her var altså ret fantastisk; Justino Zoppe. Han var USA’s svar på Rune Klan, dog noget mere atletisk. Lavede nogle balanceøvelser, som var sindssyge. Isabella er vist stadig irriteret over hun ikke kunne gennemskue en kortkunst.

Vi landede vi “Great Stirrup Cay ved 9-tiden, jeg var oppe tidligt og vejret lovede ikke særlig godt. Store tunge regnskyer og meget mørk himmel. Det lynede og tornede. Faktisk så megt at mit hår strittede af statisk elektrisitet.

Lad mig sige det sådan: DET BLEV IKKE BEDRE! Vi spiste alle tidligt morgenmad for at komme med en af de første både, vi kan ikke lægge til kaj (der er nemlig ikke nogen!) ovre ved øen, så man skal med en tender, en sød lille båd med plads til 450 passagerer. Sidste år kom vi sent afsted og alle de gode pladser var taget. Henrik var tenderticket-ansvarlig og vi fik billetter til båd 2. Super! Jeg nåede at blive uvenner med halvdelen af de ventende, der teknisk set ikke stod i kø, eftersom man bliver kaldt ud efter hvilket nr. man har, men det havde de ikke fattet, så de mente jeg sprang over. Man kan ikke springe over, når folk bare er forsamlet på en trappe. Stor triumf, da folk med billetter til tender 1 og 2 måtte gå ned til båden og vi fik overhalet alle de sure selvretfærdige mennesker. (Ja, jeg ved jeg har karaktertræk, der skal arbejdes på!)

Vi kom ombord – god stemning og det begyndte at ØSE ned. Pyt, vi skulle jo i vandet så vi ville under alle omstændigheder blive våde. Da vi kom ned til stranden var der rigeligt plads på første række til vi kunne ligge fint. Der var bare den lille hage ved det hele at stranden var lukket! Meget Dødens Gab-agtigt, men personalet var bange for vores sikkerhed på grund af lyn og vand – åbenbart en rigtig dårlig kombi:-(

Efter ½ time ca. tog vi tilbage til båden, fuldstændig våde.

Heldigvis blev stranden åbnet efter 2 timer eller noget i den stil, så vi hastede ned til båden igen, og lige pludselig begyndte folk at gå fra borde, det var nemlig begyndt at regne igen. Ja ja, vi skulle jo bade så vi tog båden til øen og skyndte os vandet. Vi fik vel ½ times tid i vandet og så blev der meget dramatisk fløjtet og råbt “Out of the water” af livredderne. Vi anede ikke hvorfor, kunne være en haj, men det var simpelthen fordi det begyndte at lyne og tordne igen. Vi fik noget dejlig frokost og tog så tilbage til båden. Nu er kl. 16.00 og de har lige annonceret at der ikke er flere både til øen og de henter de sidste passagerer på grund af meget dårligt vejr og så er det ellers af sted til Bahamas – noget tidligere end beregnet. Vi håber Bahamas har forstået det med at tropisk vejr gerne må være solskin. Vi sparede da på vores solcremen:-)

Kl. er 6 om morgenen, vi er på vej til Great Stirrup Cay, skibets privatø. Resten af familien og det meste af skibet sover.

I går var vi på udflugt til Kennedy Space Center (KSC)- nu synes jeg min viden om rumting er tilpas, jeg behøver ikke videre mere.

Udflugten, købt gennem skibet, begyndte kl. 12, vi blev udsat for Bill – en temmelig ny guide, der skulle følge med i bussen på den 25 min. (lange) tur til KSC. Gosh, han havde besvær med en simpel opgave som at rive vores billetter af. Da han skulle fortælle om faciliteter på SPACE centret sagde han “There is a lot of SPACE Stuff” – ok, Sherlock, den havde vi luret. Han blev ved med at sige “I’ll get back to that”, men han vendte aldrig tilbage. Han var nu flink nok, meeeen, vi ville nu godt have haft en mere vidende guide. Det blev ikke meget bedre på hjemturen – det vender jeg tilbage om!!

Vi begyndte med en køretur rundt på området, meget interessant, men igen, lidt som vinmarker, har man set en har man set alle.

Chaufførerne, der kører rundt er ikke helt unge, det var vidst dagens underdrivelse, nogen af dem meget svære at forstå, nogle ret underholdende.

Første stop var noget rumhalløj, udsigtsplatform, hvor vi kunne se over mod noget andet rumhalløj. God trappetræning op i tårnet og ned igen. Næste stop førte os til Atlantis (digter jeg nu??), en fin stor rumraket. På alle stop var der naturligvis en souvenirshop, men vi faldt ikke for fristelsen til at købe emblemer til at sy på tøjet, krus, t-shirts og andre spændende ting…

De er vældig stolte af deres Vehicle Assembly Building, hvor de bygger deres rumting. Meget stor bygning, Empire State Building kan være inde i bygningen 3 gange, godt pakket sammen, men alligevel. Hvem mon sidder og beregner den slags?

Tilbage til området, hvor man bare kan gå rundt. Vi fik frokost 16.30, typisk os, og var inde i endnu en bygning, den bedste på hele turen, nemlig, der hvor der var wifi, så vi kunne et par blogs afsted;-)

Isa ville gerne en en IMAX film, men som de dårlige forældre vi er, tog vi en dum beslutning – nemlig at ville prøve den “forlystelse”, hvor man mærker, hvordan det er at være oppe i rummet. En af os fortrød, da vi kom ind og så forfilmen – vi nævner ingen navne! – og Henrik besluttede at gå ud igennem nødudgangen. Vi har set noget at KSC som ingen andre har set! Der var kl. 2 min. i IMAX-film tid, den sidste naturligvis, og vi var 3 min. om at LØBE derover. Behøver jeg at sige mere??

Resultat – 2 stk. småsure børn. Vi havde så 1½ time at slå ihjel, heldigvis gik bussen en hel time før.

Richard – vores nye – fantastiske og ikke helt unge guide, havde skrevet ALT op, hvad han skulle sige, ikke bare stikord. Isa og jeg sad lige bag ved ham og en anden – forholdsvis ung og erfaren guide – Richard talte, han havde brug for erfaringen. Det kan vi kun give ham ret i:-)

Alt hvad hun pegede ud, nåede han slet ikke at sige videre i mikrofonen, så da hun fik øje på en gator, råbte hun hun det bare. Vi så for øvrig to “gators” – heldigvis nede i vandet mens vi var oppe i bussen. Isa og jeg så også en slange – vi ved ikke hvilken slags, den var sort! Min første slange i naturen:-)

Vel om bord gik vi direkte ned til teatret for at se Second City, en slags improvisationsteater. De er sjove!

Bagefter var det på tide med aftensmad, vi spiste i Magenta, der var meget travlt og tjeneren lettere slesk. Gav Isa og Victor dobbelt af forret, Henrik havde bestilt lam til hovedret, men det kunne kræsenpinden ikke lide, det så tjeneren og spurgte om Henrik ville have byttet til rib-eye. Det ville han, og her fik han så to portioner – 600 g. kød. Det er jo ikke fordi vi trænger! Sikke et madspild. Ingen drikkepenge til ham, kun de 15 % de automatisk lægger på regningen.

Ja, det måtte jo komme! Vi besluttede os for at spise i “The Grand Pacific” (note til mig selv, vi skal spørge kaptajnen, hvorfor den hedder noget med Pacific, vi er jo på Atlanterhavet) Den spiste vi også i sidste år og gik direkte op og klagede over en af tjenerne.

Denne gang ville vi give dem en chance og se om det var blevet bedre. Det var det så ikke! Tjenerne på skibet er åbenbart delt op i de søde og de sure, de sure arbejder alle i The Grand Pacific, de øvrige er fordelt rundt om på skibet.

Vores bossboy, (Hedder det en bossboy, når det er en kvinde? Det må vi spørge kaptajnen om!) hældte dejligt vand op til os, klorvand, og vi fik bestilt hos vores meget charmerende tjener (charmerende er skrevet med den størst mulige sarkasme!), lige så snart Henrik havde afgivet sin ordre, han var sidste mand skred tjeneren. Vi ville nu også godt have bestilt andet end klorvand. Vi fik fat i en anden tjener, fik bestilt en øl, et glass vin og to sodavand. Så fik vi vores forret, den kunne vi passende skylle ned med klorvand, for vi havde ikke andet.

Jeg sad så jeg kunne se en mand med mange stribuer gå rundt (det var ikke Holger, som i Find Holger, men en anden slags striber), han spurgte om folk var glade og tilfredse.

Det er jo DUMT at spørge mig om, hvis jeg ikke er tilfreds. Henrik er vist nok efterhånden holdt op med at krumme tæer over mig. Manden med striberne kom hen til vores bord,

og spurgte om vi var glade og tilfredse, og jeg svarede som sandt var at vi egentlig var meget godt tilfredse, men gerne ville have haft mulighed for at bestille drikkevarer, men det glemte tjeneren. SÅ skete der noget mærkeligt, manden begyndte at tale ned i sit håndled! Det var nu bare for at tilkalde en eller anden mand med et dejligt vinkort, nemlig “The complimentery Wine list” – altså på huset. Vi bestilte, han serverede, vi bad om noget at drikke til børnene (igen) og langt om længe kunne vi skåle i andet end klorvand. Vi fik også et kort, så vi kan komme ind i restauranten uden ventetid på resten af turen. Det tror jeg nu ikke vi benytter os af….

Kl. er nu 6 om morgenen, jeg sidder på balkonen og ser solen stå op, eller retttere ser solen reflektere i skyerne, vi har udsigt mod vest og på et eller andet tidspunkt dukker Florida op i horisonten. I dag skal vi til Kennedy Space Center, vi håber de har internet i Florida;-)

Drama i luften

Henrik og jeg begyndte dagen med en frisk løbetur på joggingruten på skibets 12. dæk. Enten er jeg blevet ekstremt hurtig til at løbe ifølge mit GPS-ur,

eller også måler uret skibets hastighed og ikke min. 34.5 km i timen, hm, det er vist ikke mig:-( Vi fik løbet lidt for sent, der er for mange mennesker, der ikke har fanget

at en jogging track faktisk er et sted, hvor det er helt ok at løbe. Nogen bliver fornærmede over vi kommer tonsende, andre undskylder og flytter sig. En del af vores medpassagerer

ville have rigtig godt af at dyrke lidt motion, men det tror jeg Isabella vil lave et blogindlæg om – evt. sammen med hendes vejledning “Retningslinjer for passagerer i fly”.

Det er søndag og kl. er ca 12.00. Vi ville et smut på værelset for lige at holde en pause fra solen, men vores værelse

var ikke helt klar. Derfor lavede vi udflugt ned til broen for at se om kaptajnen var der;-) Det var han, og mens vi var der

kom han med en meddelelse over højttalerne om at vi havde en “medical emergency” om bord, og der var en helikopter på vej fra

fastlandet for at hente en patient. Soldækkene bliver lukket men patienten bliver hevet ombord på helikoptoren og vi skulle lade

være med at bruge blitz, hvis vi ville tage billeder for ikke at distrahere piloten! Tænk at det er nødvendigt at sige det.

Helikoptoren kom og skibet sænkede farten: Vi stod alle 4 på vores balkon, hørte ham svæve over os i lang tid og troede efter ganske kort tid at det var det. Men nej,

det viste sig at han havde sænket en båre ned og derefter cirkulerede rundt om skibet for at vente på at patienten kom op på båren.Henrik besluttede sig for at gå op på dækket

for at se mere, vi andre blev på balkonen. Derefter blev patienten hævet op sammen med en redder, folk jublede, men det var ikke slut endnu, for der var

endnu en, der skulle op sammmen med en redder, formodentlig en pårørende. Helikoptoren tog en æresrunde rundt om skibet og fløj derefter afsted mod land.

Kaptajnen annoncerede over højttalerne at redningsaktionen var slut og at vi ikke ville blive forsinket på turen. Som om

det havde nogen betydning overhovedet.

Efter den noget dramatiske eftermiddag solede vi lige en time til, og gik derefter ned og slappede af på værelset, eller det hedder vel en kahyt?

Efter en god svømmetur i hotellets pøl med delvis udsigt over Ground Zero og St. Pauls Chapel besluttede vi os til at lede

efter The Charging Bull efter Jettes gode anvisninger. Vi havde nok ikke læst det helt grundigt, i hvert fald spurgte vi nogle

håndværkere om vej, og de viste os i retning af Battery Park. Smukt sted, men ikke helt det rigtige sted. vi spurgte

derfor nogle løbere, og de fortalte os, hvordan vi kom derhen. Når sandheden skal frem, har vi nok set den før, nemlig første

gang vi var i New York, det kunne vi bare ikke lige huske. Men vi kom i tanker om det, da vi så stedet, der var nemlig der, vi glemte, hvor

vi stod af, da vi var med sigth seeing busserne, så der tossede vi også rundt og ledte… De er meget nærige med gratis Wi-Fi,de der New Yorkere,

meget få steder, hvor der ikke er sikkerhed på deres wi-fi. Meget mistroiske;-)

Da vi havde dokumenteret at vi havde været der (læs:taget de obligatoriske billeder) havde vi en endnu vigtigere mission, nemlig at besøge stormagasinet

C21, hvor jeg skulle købe solbriller og andre småfornødenheder. Købte også en taske (og inden de mandligere læsere når at tænke, “ja selvfølgelig” vil jeg

da lige nævne at det fordoblede min beholdning af tasker. Jeg har nu to. Vil ikke afvise jeg køber endnu en når vi kommer til et outlet.

Henrik købte også lidt og derefter var det tid at finde en taxa og tage til skibet.

Gedemarked at komme ombord, godt nok tog sikkerhedscheck og det at stå i kø til check in nogenlunde hurtigt, men SÅ gik det ellers langsomt. Vi tror check-in manden

var ny, i hvert fald havde han aldrig set et dansk pas, og i særdeleshed ikke 4 på en gang. Han måtte have fat i en supervisor op til flere gange, men til slut lykkedes

det os at komme ombord.

Kahytten er fin, maden er dejlig, life is good 🙂