Da vi fik nærstuderet kortet i morges kunne vi godt se at vores shuttlebus ikke havde været hele parken igennem så vi besluttede at køre en tur selv.
God beslutning, for der var mange smukke udsigtspunkter og vi mødte også et par rådyr. Der lever også bjergløver i parken, men de gad ikke vise sig, æv!

Efter denne lille ekstratur gik turen mod Colorado City, en by der blev grundlagt i 1985 af udbrydere fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller lidt mere mundret mormoner.
Mormoner går ikke længere ind for flerkoneri, så der var altså nogle der brød ud og bosatte sig i Colorado City. Vi havde set frem til at se indbyggerne men vi blev temmelig skuffede. Byen virker meget forladt, nærmest som en spøgelsesby med brædder for vinduerne i mange huse.
Et opslag på byens hjemmeside viser en note om at man skal meddele det til en retsofficer (er ikke sikker på at titlen er korrekt), hvis man føler at man er blevet krænket eller føler sig diskrimineret. Byen er blevet pålagt at leve op til USA’s lovgivning!

Måske skyldes flugten fra byen at en af grundlæggerne nu er dømt for seksuelle overgreb mod børn og sidder i fængsel på livstid + 20 år! Ved ikke helt, hvordan de sidste 20 år efter livstid skal afsones, men håber ikke det bliver et rart sted!

Således opmuntrede (!) gik turen mod Zion Nationalpark, det vil sige vi (jeg!) har fundet et fint hotel i en lille by, der hedder La Verkin. Vi mistede en time på vejen, fik en time og mistede igen en time da Arizona (hvor Colorado City ligger) og Utah er i forskellige tidszoner. I hvert fald blev vi enige om at vi fortjente at slappe af her i eftermiddag ved poolen og så tager vi først i nationalparken i morgen.

Derefter går turen til Las Vegas, hvor vi skal være i to nætter.