For første gang på vores tur bestod vores morgenmad ikke af buffet men servering. Lidt ligesom en diner, hvor de kommer og skænker kaffe op og kalder en for darling. Det sidste skete nu ikke smiley Man kunne pænt vælge mellem 10 forskellige retter. Der var supertravlt da vi var der, men betjeningen var sød. Heldigvis var der Trivial Pursuit-spørgsmål så vi kunne side og spille mens vi ventede.
Jeg må have kamera med og tage billeder i morgen. Den gode ting var at ALLE var i almindeligt tøj, intet nattøj smiley
Efter morgenmaden gik turen til Saguaro Nationalparken, hvor der bor kæmpekaktus. De hedder sjovt nok Saguora. I går da vi kom til Tucson var første gang vi så den slags kaktus på turen og jeg kom vist til at sige det hver gang vi så en. Godt jeg ikke gjorde det i dag. Der er 1.6 millioner kaktus af den art i parken.
Det kan måske lyde kedeligt at køre/gå rundt og kigge på kaktus men det var nu spændende. Vi begyndte i deres besøgscenter, hvor vi betalte 10 dollars for at komme ind. Man lagde pengene i en kuvert og hev selv en kvittering af kuverten. Det må siges at være tiltro til menneskeheden.
Der er 6 forskellige slags klapperslanger i parken, så en enkelt i selskabet valgte at blive i bilen mens vi andre begav os ud på en vandretur på hele 200 meter. Vi havde stik imod alle råd glemt vand, men heldigvis overlevede vi allesmiley
Næste vandretur var på 800 meter og denne gang huskede jeg vand! Vi så den ene mere fantastiske kaktus efter den anden men ikke skyggen af slanger. Derefter kørte vi mere rundt og så endnu flere kaktus, de er imponerende, de kan blive ca. 15 meter høje. Hvis nogen skulle være så heldige at blive inviteret til billede-aften så har vi over 200! Glæd jer!
Tilbage til downtown og derefter på hotellet for at hoppe i deres spa.