I morges gik turen mod El Paso. Turen gik fint, det var 372 km direkte mod vest. Først var landskabet fuldstændig fladt, senere kom der en masse bjerge og da vi nærmede os El Paso var det fuldstændig som at se Border Control (Indrømmet, vi ser for meget National Geographic), meget barsk landskab, hvor det må være helt forfærdeligt at skulle krydse grænsen illegalt.
Vi fandt vores hotel, det er nærmest en hel lejlighed, der er fuldt køkken med service, opvaskemaskine og Victor er installeret i stuen på en sovesofa og vi andre i soveværelset. Meget dejligt hotel, Staybridge Suites. Den kæde kan vi godt booke en anden god gang. Tripadvisor har det som nr. 1 hotel i hele El Paso 🙂
Eftersom jeg allerede har indrømmet at jeg ser for meget Border Control og How to catch a smuggler blev vi næsten nødt til at køre hen til Border Control-museet, der ligger her i byen. Det var ikke alle i selskabet, der var enige, men af sted kom vi! Det var et spændende museum. Vi blev mødt af en kvinde, der spurgte om det var første gang vi besøgte museet og det var sagde v i selvfølgelig ja til. Hvorfor det, spurgte hun så og accepterede grunden, da vi sagde at vi kom fra Danmark. Vi var de første besøgende fra Danmark, ja faktisk de første uden for USA! Igen blev vi sat til at se en lille introvideo, faktisk kom det bag på mig at grænsekontrollen først for alvor kom i gang efter 9.11.
Da vi havde set hele udstillingen og Victor havde fået en enkelt ting fra gavebutikken spurgte jeg vores nye bedste veninde om det var sikkert at krydse grænsen. Hun sagde klart og tydeligt nej! Hun spurgte så vores anden nye bedste ven Bob, der er “Border Control” om han mente det var sikkert og han fortalte at han har boet her i 5 år og aldrig været i Mexico og han ville ikke anbefale det. Desuden er der rigtig mange mennesker lige på den anden side af grænsen fordi Pave Frans (prøv at læs det hurtigt uden mellemrum!) har besøgt Mexico.
Ok, hvis vores personlige grænsebetjent siger nej, så tager vi altså ikke til Mexico! De anbefalede i stedet at vi parkerede i et bestemt parkeringshus og gik hen til grænsen og til det sted downtown, hvor der er mexikansk-hurlumhej gøgl. Det gjorde vi så. Better safe than sorry. Vi ved godt at der hver dag er folk, der krydser grænsen, men vi oser langt væk af turister og vi vil altså ikke udsætte hverken vores børn eller os selv for nogen risiko. Muligt det er hys, men så er vi hys!
Hvis det mexikanske gøgl er det samme på den anden side af grænsen var det vist meget godt vi ikke tog turen. Aldrig har vi set så mange kopi-varer og ting vi absolut ikke har lyst til at eje. Efter et par billeder af grænseovergangen (hvor bilerne holdt i lange køer for at komme til USA og ikke omvendt) tog vi tilbage til hotellet. Isa og Victor fik en tur i spaen og derefter gik vi hen til en italiensk restaurant for at spise. Rigtig dejlig mad! Vi har krydset en tidszone, så kl. er en time mindre end den var i Fort Stockton.
I morgen går turen til New Mexico.