Da Nasa har lagt sig bekvemt på vejen tilbage til Houston besluttede vi at lægge vejen forbi. Vi har allerede været i Kennedy Space Center i Florida, og det er begrænset hvor meget rumhalløj vi kan rumme. Selve Space Center Houston har fået meget dårlige anmeldelser på Tripadvisor og vi havde ikke lyst til at afsætte en hel dag til besøget.

Derfor havde jeg læst mig til at man kan besøge Rocket Park, som er en gratis offentlig park, hvor Saturn 5, en rigtig rumraket bor sammen med nogle andre spændende ting. Den besøgte vi. Vi havde aldrig fundet den, hvis ikke jeg havde læst det på Tripadvisor, indgangen var nemlig sammen med den officielle indgang til Nasa. Vi blev pænt henvist til gæsteparkering og så var det ellers bare at gå ind i den store bygning og kigge. Det var faktisk en rigtig god oplevelse.

På vejen tilbage til hotellet passerede vi en Macy’s og eftersom det var President’s Day var der udsalg. Vi stoppede derfor og købte et par småting. Blev dog lidt sure, da vi ikke fik rabat på en kjole og nogle bukser. Når man er udlænding kan man få en seddel, der giver 10% rabat på hele indkøbet, men åbenbart var der undtagelser. Det har vi aldrig været udsat for før. Først sagde de at det var fordi, der allerede var rabat, det var der så ikke, så det blev ændret til at det var et “high brand” vi havde købt. Så nu er både Ralph Lauren og Levis “high brands”. Da jeg spurgte om de havde en liste over undtagelser til deres rabat kunne de ikke vise nogen frem. Banditter! Da jeg spurgte om at kontakte Macy’s fik jeg et tlf.nr., spurgte efter en email, men det har et stort firma som Macy’s ikke! Hm, det tror jeg ikke på. Det er ikke pengene, det er princippet.
Vi købte nu vores high brand-varer alligevel og tog tilbage til supermarkedet ved vores hotel. Det er et mexikansk supermarked, hvor de havde mange spændende ting, vi ikke har set før. Vi købte ind til et par sandwich som vi indtog på hotellet. I forgårs spiste vi på en “Olive Garden”-kæde, hvor vi fik verdens værste betjening, det ville vi ikke udsætte os selv for, og det havde været en lang dag.

Dagen i dag er “BREAKING NEWS” begyndt med et besøg i fitnesscentret, hårdt tiltrængt 🙂 Senere på dagen tager vi til downtown Houston og kigger på, hvad byen har at byde på.