Hm, vores kufferter er på mystisk vis krympet i løbet af
natten. Vi mente bestemt vi havde plads til de par småting vi havde købt rundt
omkring på diverse outlets, men nej! Derfor blev vi nødt til at finde en
kuffert. Victor blev på værelset og vi andre gik hen til Target (hvor vi med
held havde købt en god kuffert til Isa), men der er åbenbart forskel på
SuperTarget og almindelige Chicago-Target. Der var ikke nogen af de gode
kufferter, tilbage til Macys, hvor der heldigt nok var 50% rabat på samtlige kufferter.
Vi fandt en fin Samsonite, der passede både i pris og størrelse og derefter hen
til hotellet og få de sidste ting pakket. Da vi havde klaret det, var det tid
til at se prøveopvisning. Jagerflyene havde nu været omkring dagen før, men der
var vi downtown og der er sjovt nok skyskrabere, der ødelægger udsigten lidt.

Vi gik derfor ned til Navy Pier, men helt nede i bunden var der spærret af, de
ville åbenbart tage entre til dagen efter for udsigtens skyld. Nå, men vi er jo
lokalkendte, så vi gik en lille genvej og havde derfor udsigt til stedet, hvor
der var øvelser. Det begyndte fint med propelfly, men vi havde jo dagen før set
jagerfly, så det var dem vi ville se. Jeg tror vi sad der er par timer i
stegende hede uden et eneste jagerfly. Note til folk, der kigger på propelfly;
Det nytter ikke at klappe, piloterne kan ikke høre det!

Vi besluttede derfor at gå hen på stranden et pænt stykke
væk, hvor udsigten også var bedre. På vej derhen hørte vi et par amerikanske
kvinder tale om at de jo øvede i går, så det var ikke sikkert de ville øve igen
i dag. Vi er superoptimister, så vi satte os ved bredden af Lake Michigan og
lige pludselig kom der jagerfly! Wauh! Sikke en opvisning. Der var i alt 6 fly
og for pokker, de kunne flyve. Vi håbede at vores SAS-pilot ikke så med og
ville øve nogen af tingene på næste dags flyvning.

The Blue Angels (som de her jagerfly kaldes) fortsatte deres
show i ca. 40. min. Da vi havde set det tussede vi rundt i byen, købte lidt
småting (vi havde jo lige købt ny kuffert!) og derefter tilbage på hotellet.

SHOWTIME!

Da vi havde spist morgenmad gik Henrik hen for at høre om vi
kunne få en late check out, ellers var det kl. 12. Nej, desværre hele hotellet
var booket. Nej, det var ej, jeg havde for sjov forsøgt at booke 4 værelser
samme dag uden problemer. Hvis det er hotellets politik at folk daffer af kl.
12, så sig det, lad være med at lyve!!
Vi fik derfor opbevaret bagagen på hotellet, de fortalte at vi burde bestille
en bestemt slags bil til al vores habengut (herregud, 5 kufferter og 5 tasker,
det er da ingenting) til ca. 60$. Superoptimister igen, mente vi nok at vi
kunne finde en taxa stor nok til os. Det kunne de sidste år, så hvorfor ikke i
år?
Nå, men da vi fik vores ting mente en ny medarbejder (ny som i ham havde vi
ikke været udsat for før) at vi burde bestille en stor bil, ikke meget dyrere
end en almindelig taxa. HM! Henrik signalerede 10 og vi troede naivt han mente
10 minutter, men det var 100$. Vi gav 36$ for at komme fra lufthavnen til
downtown, så mon ikke det er nogenlunde det samme den anden vej? Vi sagde ok,
fordi vi troede det var om 10 minutter, men i mellemtiden kom der en anden taxa
og spurgte om vi havde brug for en? Øh, jo tak, aflys den anden, og da den nye
taxa så endelig indså at vi var 4 personer, selvom vi havde sagt det, måtte han
erkende at han ikke havde plads. Da havde vi afbestilt den dyre, (og jeg havde
nævnt noget om plyndring…) men ny taxa lovede at tilkalde en stor. I
mellemtiden gik ”ny medarbejder” ud på gaden og kaprede en stor taxa. Den tog
vi så og taxachaufføren spurgte om vi ville have flat rate på 60$ (mange mange
mennesker ud af byen stor trafik bla bla bla) eller betale hvad taxameteret
viste. Efter taxameter tak! Det blev 41$ Banditter! Først sparede vi 59$ på
ikke at køre med hotellets specielle transport, så sparede vi 19$ på at køre
efter taxameter. Hvad der er sparet er tjent. Jeg bliver så sur, når de prøver
at narre os. Kom nok også til at nævne Expressway Kennedy og O’Hara i samme
sætning, så han vidste at jeg vidste, hvilke vej, der fører til lufthavnen.

Check-in gik fint, vi havde vejet vores kufferter hjemmefra,
(altså på hotellet) og den ene vejede max 2 kg over. Det ville koste os 30$,
hvis ikke det var fordi vi hev Henriks nye boksevanter ud og kom dem over i
håndbagagen, som ikke bliver vejet. Åhhh. De andre kufferter vejede jo ikke i
nærheden af, hvad de måtte. Vi slap for overvægt og gik derefter hen til det
sted, hvor USA åbenbart beskæftiger ældre mennesker, der åbenbart har en ikke
opfyldt drøm om at være FBI eller CIA eller noget i den stil. Vi kan da ikke
lade Henrik holde alle vores pas og boardingpas, næ nej, vi skulle vi især
holde vores pas. Fint nok. Næ, så skulle vores boardingpas ind på den side,
hvor passet var slået op. Gad damen kigge på det, da vi havde omrokeret? Nej!
Lod medarbejderen ved siden af folk ind, UDEN det ræs? Ja!
Videre til sikkerhedscheck, hvor vi skulle smide sko og heldigvis ikke andet.
Men denne gang slap vi ikke for bodyscanneren, men den er ikke så slem som den
lyder. Faktisk er det eneste de kan se, metal! Hvis ens krop ikke indeholder
metal (eller tøjet man har på) ser alle ens ud. Sikke en lettelse!

Flyet var til tiden, landede 10 minutter før. Vi blev hentet
af min mor og far og nu vasker vi tøj og slapper af.