I dag begyndte dagen usædvanlig tidligt. Vi havde sat vores
vækkeur til kl. 03.00, da vi skulle være i Rocky Mountains senest kl. 5.30 –
ca. 100 km herfra. Henrik havde jo fået den geniale (?) idé at tilmelde sig
Rocky Mountains Halvmaraton, selvom Isabella og jeg havde prøvet at tale ham
fra det. Vi har nemlig fulgt med i et danseprogram fra TLC (vi indrømmer vi ser
for meget TLC), hvor danserne var i Denver på et tidspunkt og under konkurrencen
sad de fleste med iltmasker på. Byen kaldes ”The Mile High City” fordi den
ligger præcis en mil over havets overflade, altså 1.6 km. Det kan godt mærkes,
og bjergene ligger endnu højere!
Som de rare forældre vi er, lod vi Isabella og Victor blive
på deres værelse og sove. Der er ikke meget trafik i Denver på den tid af
døgnet og vi ankom til Rocky Mountains 1 time tidligere end forventet. Som en
lille forbrugerservice kan jeg fortælle at der er MEGET mørkt i bjergene på den
tid af døgnet. Det var faktisk ok at vi havde kørt turen dagen før, så vi
vidste nogenlunde, hvor vi skulle hen. Vi fandt parkeringen og så skulle vi
ellers ud at køre med amerikansk skolebus hen til startlinjen. Der stod vi og
ventede i næsten 1 time, megakoldt, vi havde set i bilen at temperaturen var 44
F. Da vi slog det op, da vi kom hjem var det lig med 6 grader. Ikke noget under
vi frøs.
Kl. 5.45 blev der så annonceret at man som tradition lige
spiller nationalmelodien og folk havde bare at tage deres kasketter af. Der stod en lille amerikansk dreng og holdt
flaget, mens løberne holdt den ene hånd over hjertet. Vi gjorde ikke, det var
jo ikke vores melodi, de spillede, men vi holdt bøtte af respekt. Det var nu
meget rørende, dog ikke så meget at jeg havde behov for solbriller eller
lommetørklæder;-)
Derefter blev løberne sendt af sted, fantastisk solopgang
over bjergene, det tog jeg et par billeder af. Fandt målområdet (100 meter fra
startområdet, så det var ikke supersvært!) og satte mig så ellers på en sten på
Henriks trøje og ventede, læste og frøs. Nøj, hvor var det koldt.
Den første løber kom i mål efter 1.22, fuldstændig sindssyg
tid, desværre var det ikke Henrik, så jeg ventede lidt mere.
Da løberne begyndte at komme i mål gik jeg hen og klappede
dem resten af vejen, det var der ikke mange andre, der gjorde, men det gør man
altså, basta.
Langt om længe kom Henrik, ”Henrik from Copenhagen,
Copenhagen, oh, from Denmark” og da han havde fået medalje, forsyninger etc. tog
vi turen tilbage til Denver. Isa var på vej ud af badet, Victor sov stadig, da
var kl. 11.15.
Henrik lagde sig under dynen i ”5 minutter” for lige at få
varmen, og nu skal vi snart til at spise frokost. Derefter skal vi en tur i
biffen.
Jeg er sikker på at Henrik blogger om sin løbeoplevelse senere i dag:-)
 |
 |
Så sidder svigerinden med tårer i munden – hov nu drypper det på tastaturet.
Hor er det SUPER FANTASTISK løbet kære Henrik.
Det var sikkert meget godt med lave temperaturer, selv om Sus frøs.
Jeg glæder mig til at læse din egen beretning.
Skal hilse så mange gange fra René.
Aj – jeg troede faktisk ikke rigtig på det – men du gjorde det sgu, Henrik. Godt løbet – og så på det ukristelige tidspunkt. Jeg er på kanten af at være imponeret.
Lyder fortsat dejligt med jeres tur, hvor ser og oplever I meget.
Knus fra det fortsat hede DK- hvor der nu heldigvis kommer lidt regn af og til….
Jeg har “bare ” været på Bakken med 2 x børnebørn og Peter i dag- det var nu heller ikke tosset…jeg følte i alle tilfælde at jeg havde gået en halv-maraton.