Så er vi vel hjemme igen, har sovet helt forfærdeligt hele banen og er snart klar til Grøn Koncert.
Vi fik udnyttet de sidste par timer inden afgang ved at besøge præsident Obama, han tog dog ikke imod besøg, i hvert fald ikke fra os.
Vi blev dog heller ikke smidt væk denne gang, så vi fik taget et par billeder af os foran huset og bag huset.
Vi gik i skyggen (stadig 37 – 38 grader varmt) over til Holocaust Museet, hvor vi blandt andet så en udstilling specielt egnet til børn. Vi gik fra “Daniels” almindelige hus og endte i den koncentrationslejr, hvor han heldigvis overlevede. Det var rigtig godt lavet. Efter det så vi en udstilling om nazisternes propaganda, meget spændende og skræmmende.
Det var blevet frokosttid, vi tog frokosten i museets café og selvom den lå i en anden bygning skulle vi alligevel gennem endnu et sikkerhedscheck. Henrik havde vand med til museet og blev bedt om at tage en tår…
Det var kun vand.
Efter den oplevelse tog vi tilbage til hotellet, hentede vores bagage og kørte til lufthavnen. Smart nok, når vi nu skulle flyve hjem.
Det er en stor lufthavn, da vi havde afleveret bagage, (den afleverer man selv, efter check-in) skulle vi igennem et sikkerhedscheck, og der har de altså kropsscannere. Der var en del, der stod foran os, der skulle igennem, hen, stå med siden til, løfte armene og så bliver man ellers scannet. Jeg tror ikke de magtede at se os på den måde, i hvert fald kom vi igennem det almindelige check. Så skulle vi hen til den rigtige gate, og det foregik med tog. Vente vente og så afsted til tiden. Landede 5 – 10 minutter før tid, hvor vi blev hentet af min mor og far.
Nu er det vasketøj, vasketøj, vasketøj og om lidt skal vi til Grøn Koncert.

Det har været en dejlig tur med en masse oplevelser:-)